Har holdt et par dage vandret på en solseng i haven og lavet absolut intet andet end læst og pakket en kuffert.
Jeg tager nemlig afsted med min to store voksne sønner til en uge i det græske på øen Naxos.
Jeg glæder MIG vildt til være sammen med dem så mange dage i træk.
Så får jeg sikkert fyldt op på mor depoter.
Det er jo efter de er flyttet, ikke alt jeg hører om i deres liv.
Og gudskelov for det......
Jeg er stolt og glad for jeg har formået at give mine drenge så god en bagage med i deres rygsæk at de tør og kan stå på egne ben og stortrives.
Forældres fornemmeste opgave synes jeg er:
- at elske deres børn betingelsesløst,
- været en tydelig og forudsiglig rollemodel
- give dem redskabet til at klarer de stød livet giver gennem deres opvækst,
- stole på, de kan tage de rigtige beslutninger,
og ikke mindst give slip når de er myndige.
Jeg møder jævnligt unge feks. i mit job, som stadig er klistret ind i forældreomsorg, som ikke gør noget selv eller med jævnaldrende venner, altid er med forældrene, aftener, weekender og ferier.
Og hold da op, hvor bliver livet tit svært for dem, når det rigtige liv banker på. De mangler deres egen identitet, angst og deperationer står på lur, når ikke de har "støtteforældrene" klistret til siden.
Jeg undskylder hvis nogen bliver støtte eller gale over mine udsagn, men jeg vil tillade MIG at ønske, at den enkelte så er så voksen, at de tør kigge på deres egen forældrerolle og se om de har gjort eller kan og tør hjælpe deres børn til selvstændige individer i denne verden.
Eller om de selv har så svært ved livet, at eneste udvej er klistre deres børn fast.
Det er synd for dem, deres børn og derefter børnebørn......
Som forældre skal man holde af, holde om, og holde til.
Jeg synes ikke altid det har været nemt, men guder hvor har det været kampen værd. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar